Høje følelsesmæssige krav forekommer på alle arbejdspladser, hvor man arbejder med menneskelige relationer. Det giver motivation og mening i arbejdet, men kan også belaste selv dygtige og professionelle medarbejdere. Lær at forebygge og mindske risikoen for negative følger som udbrændthed og stress på dette klippekortmodul.
FORMÅL
Det overordnede formål med denne uddannelsesdag er give MED-udvalget eller arbejdsmiljøgruppen viden og metoder til at arbejde systematisk med forebyggelsen af negative følger af høje følelsesmæssige krav i arbejdet.
INDHOLD
De konkrete mål og indhold for kursusdagen fastlægges i dialog mellem underviser og rekvirenten på baggrund af dennes behov - med udgangspunkt i følgende punkter:
- Viden om, hvordan høje følelsesmæssige krav kan påvirke medarbejderne, og hvad det betyder for den enkelte og for arbejdspladsen som helhed
- Konkrete redskaber til at arbejde med forebyggelse
- Fokus på samspil med arbejdsmiljøgrupperne om de konkrete opgaver
FORM OG METODE
Kursusdagen tilrettelægges med korte oplæg, gruppearbejde og opsamlinger i plenum, som giver fælles læring og indsigt. Der er fokus på at deltagerne selv skal være aktive og drøfte relevante emner og udfordringer med hinanden. På den måde bliver dagens indhold konkret og nærværende.
FLEKSIBELT TILBUD
Dette modul kan gennemføres som et MED-klippekortmodul for et samlet udvalg eller et blandet hold med deltagere fra forskellige MED-udvalg, blot alle har den grundlæggende MED-uddannelse i forvejen. Det er desuden muligt at afholde modulet som supplerende arbejdsmiljøuddannelse for medlemmer af arbejdsmiljøgruppen.
Alle MED-udvalgsmedlemmer har ifølge MED-rammeaftalen ret til en årlig supplerende uddannelsesdag, når de har taget den obligatoriske MED-grunduddannelse. Den supplerende uddannelse kaldes ”klippekortmoduler”, og de kan afholdes fleksibelt fra få timer til en hel uddannelsesdag.
Efter den grundlæggende arbejdsmiljøuddannelse har både ledere og arbejdsmiljørepræsentanter og ledere ret til tilbud om supplerende uddannelse. I løbet af de første ni måneder efter den obligatoriske arbejdsmiljøuddannelse har man ret til 2 dages uddannelse. De følgende år har man ret til 1,5 dages uddannelse om året.