På de fleste arbejdspladser er det tydeligt, hvad der er vigtigt, og hvordan opgaverne skal prioriteres. Men der er også situationer, hvor krav og forventninger bliver uklare eller trækker i forskellige retninger. Derfor er det vigtigt at arbejde bevidst med, hvordan man skaber fælles retning om opgaven. På denne uddannelsesdag får deltagerne viden om, hvad uklare og modstridende krav er, og konkrete greb til at undersøge, forebygge og håndtere dem, så både opgaveløsningen og det psykiske arbejdsmiljø styrkes.
FORMÅL
Formålet med denne uddannelsesdag er at give deltagerne viden om, hvad uklare og modstridende krav kan betyde, og metoder til at undersøge, forebygge og håndtere dem i praksis på egen arbejdsplads.
INDHOLD
Det konkrete formål og indhold for kursusdagen fastlægges i dialog mellem underviser og rekvirent på baggrund af organisationens behov – med udgangspunkt i følgende:
- Fælles forståelse af, hvad uklare og modstridende krav er, og hvilken betydning de har for både opgaveløsningen og det psykiske arbejdsmiljø
- Genkendelse af typiske situationer fra egen praksis, hvor krav er uklare eller trækker i forskellige retninger
- Forståelse af sammenhængen mellem krav, prioriteringer, belastninger og kvalitet i arbejdet
- Afprøvning af konkrete metoder og dialoggreb, som kan anvendes lokalt til at skabe større tydelighed og fælles retning
- Udvælgelse af et tydeligt første skridt til det videre arbejde i MED-udvalget eller arbejdsmiljøgruppen.
FORM OG METODE
Kursusdagen tilrettelægges med korte oplæg, refleksionsøvelser, gruppearbejde og opsamlinger i plenum, som giver fælles læring og indsigt. Deltagerne arbejder både med at identificere og analysere situationer fra egen praksis og med at afprøve konkrete metoder, som kan bruges direkte på egen arbejdsplads.
Undervisningen er bygget op, så deltagerne bevæger sig fra fælles sprog og begrebsafklaring til analyse, prioritering, metodeafprøvning og et konkret næste skridt. På den måde bliver dagens indhold både praksisnært, anvendeligt og let at omsætte efter kursusdagen.
FLEKSIBELT TILBUD
Denne uddannelsesdag kan gennemføres som MED-klippekort for et samlet MED-udvalg eller for deltagere fra forskellige MED-udvalg. Det kan også gennemføres som supplerende arbejdsmiljøuddannelse for medlemmer af arbejdsmiljøgrupper i en afdeling, et område eller en hel kommune/region.
REGLERNE OM MED- OG ARBEJDSMILJØUDDANNELSE
Alle MED-udvalgsmedlemmer har ifølge MED-rammeaftalen ret til en årlig supplerende uddannelsesdag, når de har taget den obligatoriske MED-grunduddannelse. Den supplerende uddannelse kaldes ”klippekortmoduler”, og de kan afholdes fleksibelt fra få timer til en hel uddannelsesdag.
Efter den grundlæggende arbejdsmiljøuddannelse har både ledere og arbejdsmiljørepræsentanter ret til tilbud om supplerende uddannelse. I løbet af de første ni måneder efter den obligatoriske arbejdsmiljøuddannelse har man ret til 2 dages uddannelse. De følgende år har man ret til 1,5 dages uddannelse om året.