Du er her

Skyd de gamle og kastrer de unge mænd

Skal vi skyde de gamle medborgere og kastrere de unge børsmæglere?! Hjerneforsker Kjeld Fredens foreslog med et glimt i øjet disse drastiske muligheder for at løse samfundets problemer, da han i juni 2012 holdt oplæg på PUFs temadage "Inspiration til MED-arbejdet i en svær tid". Kjeld Fredens havde dog heldigvis et andet og mere positivt bud på, hvad MED-organisationen kan gøre: "Fokuser på det, I har mulighed for at gøre noget ved. Vær skarpe i prioriteringerne og skær det overflødige væk - så får I masser af tid til at bruge hjernen til en forandring", lød opfordringen. Kjeld Fredens argumenterede for sine pointer med en kombination af humor og henvisning til den nyeste hjerneforskning.

Cand.scient.pol Leon Lerborg skabte overblik over de vigtigste tanker om styring i den offentlige sektor. Lerborg påpegede, at den professionelle tilgang til kerneopgaven og et velfungerende bureaukrati er grundlaget for offentlig styring. "Alt hvad Kong Midas rørte ved, blev til guld. Alt, hvad det offentlige rører ved, bliver til regler. Det gælder også MED. Det kan virke irriterende, men det er nødvendigt, for det er hele grundlaget for vores retssamfund", sagde han. Samtidig påviste han, hvordan forskellige ideer om fornyelse af den offentlige styring kan trække i forskellige retninger, som har afgørende betydning for både medarbejdere og lederes dagligdag. Da MED-udvalgene er dialogforum for strategi og planlægning, giver det god mening for MED-medlemmer at kende til disse styringsmodeller.

Leon Lerborg opfordrede tilhørerne til først og fremmest at være opmærksomme på de mennesker, der skal fungere i systemerne, fremfor at strides om selve strukturen og systemerne. Kjeld Fredens opfordrede til, at MED-udvalgene udnytter medlemmernes forskellige udgangspunkt til at "gøre hinanden bedre". 

PUF-underviser Jørgen Enevoldsen satte rammen om dagen med en kort og præcis gennemgang af rammer og roller for MED-samarbejdet med udgangspunkt i Rammeaftalen om MED for henholdsvis regioner og kommuner.

En række deltagere fra leder- og medarbejderside blev interviewet om, hvad de i særlig grad hæftede sig ved på dagen. 

Kommunaldirektør Mogens Kristensen fra Vesthimmerlands Kommune sagde blandt andet om MED-udvalgets evne til at håndtere usikkerhed ved forandringer: "Vist er vi usikre, der er jo ingen af os, der altid har de sikre svar på udfordringerne. Men vi har for eksempel aflyst formøderne, og vi sætter os heller ikke ledere for sig og medarbejdere for sig på hovedudvalgsmøderne. Det giver en bedre debat, når vi blander os." 

Anders Petersen, næstformand for Hovedudvalget i Kolding Kommune, sagde: Vi skal udnytte det rum, der er imellem ledere og medarbejdere til at skabe "følgeskab", så vi kan hjælpe hinanden og følges ad. Det er aldrig lykkeligt, når forandringer fx medfører store nedskæringer, men det er vigtigt at kunne sige bagefter, at det er foregået på den ordentlige og rigtige måde."

Tine Weber, lederrepræsentant fra Høje-Taastrup Kommune: "Det går i grunden rigtig godt, og det skyldes nok, at vi har respekt for hinanden. Det er ikke altid nemt, men så må vi jo smøge ærmerne op og tage den derfra".

Kim Ager, næstformand for hovedudvalget i Syddjurs Kommune: "Med indholdet på den her dag kan vi løfte hele vores MED-arbejde et niveau op".

Grete Lietzen Nielsen, hovedudvalgsmedlem fra Halsnæs Kommune, sagde: "Dagen i dag har først og fremmest vist mig, hvor vigtigt det er at kunne le og more sig sammen, også når vi diskuterer de her vigtige og svære emner. Og så det med at kunne styrke hinandens forskellighed. Det synes jeg er vigtigt."

Thomas Borup, lederrepræsentant fra Randers Kommune: "Det var vigtigt at få sat rammen og få slået fast, hvad det er MED kan bruges til. Vi kan godt blive skarpere til at prioritere og sortere i, hvad vi skal bruge tiden på."

Edel Rüsz, næstformand for hovedudvalget i Vesthimmerlands Kommune: "Tillid er utrolig vigtig, og det er godt at have denne fælles viden at diskutere ud fra. Vi har vores eget professionelle udgangspunkt, men vi har også brug for styring og ledernes strategier".

Rikke Vestergaard, kommunaldirektør i Kolding Kommune: "Det er i grunden ikke så vanskeligt, for vi kommer ingen vegne med vores planer som ledere, hvis vi ikke evner at få medarbejderne med os. Og vi har jo en fælles interesse i at finde de bedste løsninger".

Poul Erik Kristensen, personalechef i Næstved Kommune: "Når vi "konkurrerer" i MED-sammenhæng, så ser vi på hvem der har de fleste og mest udførlige  retningslinjer. Men der er altså nogle steder, hvor det går rigtig godt, selv om de ikke hænger sig ret meget i de formelle rammer. Vi skal blive bedre til at bruge tiden på de vigtige ting".

Gitte Jørgensen, næstformand for hovedudvalget i Næstved Kommune: "Vi har brugt meget tid på det bureaukratiske hjørne. Vi kan blive bedre til at se på det menneskelige og professionelle - og gerne med et smil!"

Læs nærmere om muligheden for at bestille en tilsvarende temadag hos PUF til afholdelse i din egen kommune/region.

 

 

 

 

 

Emne: 

MED